Kvinde med orange karton i hænderne

Valg af digitalt bureau - hvad du kan overveje

At finde det rigtige digitale bureau kan være lidt af en udfordring. Der er mange muligheder på markedet, og alle ser de de ud til at kunne nogenlunde det samme; deres priser er relativt ens og de vil alle gerne byde på en kop kaffe.

Vi har gjort os lidt tanker ift hvilke tanker vi vil foreslå dig at gøre, inden og imens du vælger dit næste digitale bureau.

Mærk efter i maven

Vi håber selvfølgelig du overvejer os - men du skal kun vælge os hvis du får en fornemmelse af at den rigtige kemi er til stede. Det mener vi er alt afgørende for at begge parter kan yde deres bedste og få det optimale ud af samarbejdet.

Malcolm Gladwell’s berømte bog “Blink” hævder, at vi alle skaber en lynhurtig fornemmelse af enhver situation vi står i. Underbevidstheden behandler enorme mængder data fra vores omgivelser og matcher med tidligere erfaringer og personlige præferencer, og kan derfor sende et signal til vores bevidsthed om hvorvidt en situation er god eller dårlig for os. En intuition eller mavefornemmelse om man vil.

Når du skal vælge digitalt bureau er det ikke en dårlig ide at bide mærke.i ens første fornemmelse af virksomheden og personerne bag. Er det en positiv eller negativ oplevelse. Hvis du ikke føler dig komfortabel af den ene eller anden grund, er bedste bud nok at lede videre.

Kassettebånd på hvid baggrund

Går udviklerne i jakkesæt?

Det lyder som en joke, men vi mener faktisk der er en gran sandhed i vores tese om, at udviklere der klæder sig i jakkesæt eller anden corporate udklædning, med stor sandsynlighed ikke er de vildeste bananer i kode-junglen. Og hvorfor mener vi så det? Tja, vores erfaring siger os, at mennesker der har et naturligt anlæg for programmeringens forunderlige verden, meget sjældent hører til de konforme personlighedstyper. Og samtidig har de oftest også en stor jobsikkerhed, fordi det kræver en hulens masse at skifte udvikler og sætte dem ind i koden. Hvilket også er værd at huske i din søgen på det rigtige webbureau. Når først det er valgt, kan det være svært at skifte, fordi kode ofte har en masse personlighed.

Nå, tilbage til pointen. Jakkesæt er ikke behagelige at have på, og bæres af langt de fleste som en konformitets-uniform. Så når en udvikler vælger at smutte korpus ned i sådan en laban, er vores tese at de enten ikke har et naturligt anlæg for at kode eller af anden grund ikke hviler nok i deres programmeringsevner, og derfor kompenserer ved bære jakkesæt.

Omvendt er en slidt heavy metal t-shirt en virkelig sund indikation på en skarp udvikler :)

Pas på Quickien!

Bare rolig - der er intet seksuelt i denne pointe.

Ting tager - som bekendt - den tid de tager. Uagtet om man vil det eller ej. Den indledningsvise erkendelse af det faktum kan give dig et forspring ift. at få den rigtige løsning hurtigst muligt.

Når vi siger “Pas på quickien” er det af to årsager:

  1. Måske er det vigtigt for dig at den digitale leverance skal ske asap og i går.
  2. Måske står du overfor et webbureau der lover hurtigere levering end alle andre.

I begge tilfælde er tid en afgørende præmis, og det mener vi er farligt. For ting tager den tid de tager. Ikke dermed sagt at der ikke er noget der kan går hurtigt - for det er der skam - men det må ikke være fordi tingene bliver presset igennem for at nå det hurtigt.

Vores holdning bunder i alt for mange ærlige erfaringer, hvor tiden netop var den afgørende parameter. Alt for mange gange er det resulteret i alt for mange fejl, der i sidste ende gjorde at projektet tager længere tid end det ville gøre, hvis man blot havde givet den nødvendige tid fra start.

Et sundhedstegn for et webbureau vil derfor være, hvis de udfordrer dig på tiden og først giver estimater, når kravspecifikationen har en høj detaljegrad.